Det her er en opgave jeg lavede i dansk for lidt over et år siden. Opgaven gik ud på, at vi skulle skrive en epilog til “Et dukkehjem” af Henrik Ibsen. Bogen slutter med at protagonisten Nora forlader sit hjem, sin mand og sine børn.
- Sider: Lidt over 4 sider.
- Ord: 1829
- I stilen er regibemærkninger markeret ved at være skrevet i kursiv.
- Det er nok bedst hvis man har kendskab til historien epilogen er skrevet til. :)
Epilog
En kreds bestående af slidte stole i forskellige former og farver, er placeret rundt omkring i en lille stue. Selskabet består udelukkende af kvinder, alle af forskelligt udseende. Der er et lille køkken i stuen, det er i den venstre del af rummet. I den højre del af stuen, er der et lille beskedent bord med en hvid dug på, derudover står der en bakke med kopper, en kaffekande og en lille porcelænstallerken med makroner. Gulvtæppet er frynset og slidt helt ned til uigenkendelighed. Væggene er behængt med forskellige malerier, alle med et forskelligt tema og stemning. Bag malerierne er der tapetserede blåstribede vægge, tapetet er revnet nogle steder. I loftet hænger én enkelt lampe, som gør det ud for alt lys i stuen. Foran en kvinde ligger der et tykt stykke papir med overskriften: ’Dansk Kvindesamfund’ trykt på. Kviden har ordet i forsamlingen, men bliver afbrudt:
Frk. Maria: ”Ej Adele, det er ikke noget vi gider, at høre om. Vi jo kommer ikke for, at diskutere din barnepiges narrestreger!” Afbryder Maria irriteret den anden kvindes berettelse.
Fru Winther: ”Ih, altså. Nu fortæller jeg det alligevel; Ja, jeg havde just set mig omkring i hele lejligheden, da jeg fandt børnene i klædeskabet. Det var der, at jeg opdagede hvilken lusket barnepige, som jeg havde haft omkring mine børn. Hun blev taget i at hugge fra sølvtøjsskuffen, det dyreste endda!” Fortsætter Adele, med en tydelig klang af retfærdiggørelse i stemmen. Flere kvinder ryster påtvunget på hovederne, og en anden beder om, at skifte emne.
Nora: ”Adele, kære veninde, det er selvfølgelig en skrækkelig hændelse, men det har intet med din selvstændighed, at gøre så vidt jeg forstår.” siger Nora med en makron i hånden.
Der opstår uro i flokken, som om de blot var høns i en hønsegård. Mens nogle af de ældre kvinder dysser ned på ungmøerne, glatter Nora sin nederdel ud og får orden på sit hår.
Frk. Maria: ”Jeg fortalte Papa i dag, at jeg ikke ville giftes.” udbryder Frøkenen stolt med et kækt smil. Mange af de forsamlede kvinder gisper mens de forfærdet kigger rundt på hinanden. Andre af kvinderne, nogen med mere hærdede ansigtstræk, nikker forstående og anerkendende af ordene.
Nora: ”Maria, det er jo vidunderligt for dig! Hvad sagde han? Hvad gjorde du, hvornår gjorde du det? Og hvad sagde du?” udbryder hun ivrigt mens håret alligevel går løst.
Frk. Maria: ”Jeg sagde, ’Papa, De skal absolut vide dette, da det er af allerstørste vigtighed for min fremtid. Åh, vær nu sød, at tage en dyb indånding, ja sådan. Jegvilikkegiftes!’ jeg sagde det simpelthen i ét eneste åndedrag. Og åh hvor det forfærdede ham. Han skiftede kanske syv forskellige farver i ansigtet, mens det gik op for ham hvad jeg da havde ytret.” udtaler hun i en iver, der får hende til, at snakke tre gange så højt, som hun oprigtigt ville.
Katarina: ”Gud, det lyder rædselsvækkende. Jeg havde det ganske forfærdeligt, da jeg sagde nej, for første gang. Det var jo min bror der tjente og styrede alle pengene. Han gav mig næsten intet, at gøre godt med til husholdningen. Han bare spildte og sløsede dem væk. Ja jeg skammer mig nu over, at sige det; han drak og spillede alle de penge jeg ikke fik fat i, op.” Katarina ranker langsomt ryggen og kigger udfordrende på de andre. De bare kigger forbløffet på hende, mens andre af de forsamlede mumler genkendende ord.
Nora: ”Det havde jeg godt hørt, stakkers Katarina. Det er sådan, at flere af os, der er samlet i dag, har været ude for sådant. Hvis I ikke allerede har gjort det, så er det visest, hvis I da rejser Jer og siger, at I ganske vist er mennesker, lige som Jeres mænd.” Hun smiler lovende til de, der kigger skræmt og gør en beroligende gestus med sine hænder.
Frk. Elizabeth: ”Jeg tror, at flere af os gerne vil høre din historie, Nora. Du er så frigjort, så uberørt, så selvstændig. Det er forstærkende for moralen her iblandt os at høre sådan en kraftfuld fortælling. Jeg tror i hvert fald, at nogen stykker af os, godt kunne bruge lidt inspiration til, hvordan vi skal kæmpe videre.” hendes øjne nærmest gløder, som for at forvisse dem om, at hun står ved sit korte ønske.
Nora: (Giver et lille ryk og kigger så op) ”Ja. Ja, jeg vil berette det nu igen. Det er jo kanske bedst sådan. (Hun retter sit blik mod et usynligt punkt og starter så sin historie,) ”Jeg havde ofret mig for min mand, noget, som mange af Jer har oplevet. Jeg var ganske, som så mange andre, forblændet af mine egne forhåbninger. Af mine egne inderste ønsker.”
De kigger opfordrende på hende med glimt i øjnene. Alle som én.
Nora: (kigger forsat på et punkt i sin erindring) ”Da, erkendte jeg hvad jeg måtte gøre. Det var jo, da tid at forlade alt der var sikkert og nemt. Jeg så nu mine egne ægte ønsker og behov. Det var ikke nemt, lad mig sige det sådan, – De skal ikke tro, at det er nemt at forlade sine små børn. Det er forhåbentligt også bedst for dem sådan. Bedst for os alle.” hun vender sit blik mod vinduet og væk fra deres blikke. ”Jeg forlod det eneste jeg havde kendt og i lidt tid, fik jeg mad og logi hos en kær veninde, som jeg altid havde beundret. Hun hjalp mig at gøre det rigtige. Hun vidste at løj jeg fortsat om mine foretagender, da ville alt ende i ruiner. Da ville min mand og mine børn lide under mit skyldige nærvær. Så det bedste var at drage væk. Jeg ville finde mig selv. Det eneste rigtige for mig var at arbejde og tjene mine egne penge. Det gjorde jeg, hvor jeg fandt flinke kvinder der lod mig hjælpe Dem i husgerningen, og hvor jeg til gengæld fik liden mønt, logi og et måltid.” hun stopper bevidst dér i mindet, og kigger de tilstedeværende i øjnene.
Nora: (Fortsætter sin fortælling) ”Jeg sparede penge sammen, levede på så lidt som muligt. I den tid fandt jeg forskellige små jobs hos kontorer, mindre fabrikker og alskens muligheder der opstod på min vej. – Blev det et rigtigt kedeligt og lavtstående job det næste sted, da græd jeg ikke, jeg bed tænderne sammen og fortsatte min opsparen.” (Nora tager endnu en makron, inden hun fortsætter; ”Jeg kom vidt omkring landet i løbet af sidste år. Jeg arbejdede det meste af tiden. Harme har jeg følt, noget, som jeg indtil da havde troet umuligt. Mange mænd blev forbløffede over at se mig; en enlig kvinde søge stilling hos Dem. Én prøvede endda at tage mig til elskerinde! Inden herren opsøgte mig med sin forespørgsel havde jeg fornemmet, at noget var galt. Jeg bød ham tie sin bøn, da han ikke ville høre tale om det, forlod jeg min stilling hos hans kontor. Det var ikke det største af mine problemer, jeg havde ikke så mange penge da. Jeg skammer mig over at sige det, men senere hen, overvejede jeg alvorligt at tage imod herrens tilbud. Det var dog inden jeg tog valgte at rejse væk. Men det betyder alligevel ikke noget, da jeg ingen kødelige lyster har mere. Den mand jeg kunne have elsket og æret, som hans ligeværdige, er desværre ikke iblandt os mere.” Hun blinker hastigt øjnene for at skjule sine tårer.
Fru Winther: ”Det var dog det værste. Det gør mig så ærgerlig på dine vegne, og jeg ved hvordan du hader medynk, Nora min kæreste!” De yngre kvinder virker forundrede og let skræmte over de sidste af Noras ord. I deres ansigter ser Nora tydeligt sympatien malet.
Nora: ”Bare rolig. Der skete nu ikke noget, men det var lidt skræmmende, han var en mand med både kone og børn. Manden jeg havde kær er borte og jeg er kommet videre, så I skal ikke føle Jer triste for min skyld. Men nu fortsætter vi skam igen; Jeg flyttede endnu engang, denne gang til København. Ja, jeg flyttede til selvsamme lejlighed, som vi nu sidder i. Den er ikke dét jeg har været vænnet med siden barnsben, men jeg har dog fundet lidt af mig selv her. Desuden er alle de ting jeg har lært i denne lille usle lejlighed dét værd. Jeg har samlet så mange minder på bare et år. Gode og dårlige side om side. Det gør mig lidt sørgelig, at tænke på hvor mange flere jeg kunne have haft. Hvor mange kvinder oplever ikke at blive styret som dukker i vores samfund? Jeg er ikke ude på, at ødelægge vores elskede land som Vi kender det. Jeg vil bare vise kvinder en anden måde at leve på. Jeg har bestemt ikke fortrudt noget, det her liv er bedre end intet liv! Det lyder måske lidt utroligt, men jeg mener altså, at det først er nu, at jeg lever. Indtil det var for sent at ændre, var det min Papa og min mand der levede for mig.” Nogle af kvinderne nikker i samtykke.
Frk. Elizabeth: ”Jeg snød mig til at låne penge til min fars doktorregning.” Nora kigger forskrækket op. Hun sætter sig hen til Elizabeth og de diskuterer hvorvidt den unge kvinde har handlet rigtigt.
Nora: (hviskende) ”Jeg vil tage en snak med din fader en dag i næste uge, Elizabeth. Jeg er selv lidt erfaren på dette område.”
Frk. Elizabeth: ”Tak Nora! Han er nødt til at vide det nu.”
Nora: ”Du er nødt til at være tilstedeværende, når jeg taler med ham. Udfaldet afhænger af din ærlighed. Jeg håber ikke, at han står sin ære for nær. Jeg håber sådan, at det går dig bedre end det gik mig – Med at være ærlig. Men jeg er lykkelig for at kunne hjælpe dig.” (med hævet tone): ”Hør nu her, jeg tror vi er nødt til at stoppe mødet nu, da jeg har et lille projekt på arbejdet, der skal afleveres på torsdag. Ja, det er faktisk en anmeldelse af en ny bog, som Mathilde Fibiger har skrevet. Jeg er ikke meget for, at afsløre det, så I må vente og læse den trykte artikel i avisen om fredagen. Hvis man læser grundigt efter i hendes Hun er i særdeleshed en fantastisk kvinde, men det er vi nu alle som én!”
Der opstår lidt kaos, da der gøres klar til opbrud, stolene efterlades op ad væggene, og nogle få ved det vakkelvorne lille bord. Nora sætter sig efterfølgende ved bordet efter at have fundet nogle papirer, samt en ny lille læder omvundet bog, frem. Hun studerer papirerne i dyb koncentration og skriver notater på nogle andre mere blæksværtede papirer.
Nora: ”Det er svært Nora, men det skal nok gøre en forskel.” Hun slår armene om sig selv, netop, som hun udtaler de trøstende ord for sin egen skyld. Hun rejser sig således op, og rydder lidt op hist og her i stuen, inden hun går ind ad en dør i venstre side af rummet.
Skrevet af: The Daydreamer (Nina) 1 februar 2010
Dukkebarnet -Epilog : Word-dokument
Skriv endelig din mening om stilen i kommentarerne! :)
Everchanging mind of mine,
Deep as only the ocean is,
Born spoiled will eventually spoil your life
